Nybagt far

En fortælling fra det virkelige liv.
For snart 8 måneder siden, gik vi og ventede på at vores lille pige skulle komme ud af mor. Vi trippede nervøst rundt i lejligheden (med vi mener jeg mig, moren sad i sofaen), det fortsatte til terminsdagen, dagen efter termin, dagen efter det og faktisk frem til 10 dage efter termin. Vi blev indkaldt til igangsættelse og min kæreste fik en lille pille, som på magisk vis skulle sætte skub i tingene, det er en af de ting man som mand ikke helt forstår, men nyder komforten af 🙂 Jeg kunne mærke nervøsiteten stige, nu blev det hele mere alvorligt og man begynder at tænke mere over det der sker lige om hjørnet. “Nu er jeg snart far”, sikke tanke at skulle håndtere lige pludseligt.

Der gik dog ikke længe før pillen var modtaget, kæresten undersøgt også blev vi sendt hjem.

Da vi kom hjem var der ikke rigtigt sket det helt store, vi sad og vente mens vi så lidt tv, hvorefter min kæreste begyndte at få tiltagende plukveer, som henover dagen blev så kraftige at hun måtte tage et varmt bad.

Ganske få timer efter omkring 18 tiden måtte vi ringe efter en taxa og bede dem om at kører os på fødegangen, nu var plukveerne blevet for kraftige til at selv min (enormt seje) kæreste kunne håndtere dem der hjemme mere. Taxaen ankom og vi blev kørt til fødegangen i ægte “hollywood stil”, taxachaufføren gav den virkelig gas hele vejen, faktisk så meget at jeg nogengange sad og tænkte ved mig selv “vi kører sikkert galt inden vi når derind”. Den tanke forsøgte jeg lidt at skubbe, der var ligesom vigtigere ting i gang, selvom jeg måske skulle have sagt til chaufføren, at han skulle sænke farten lidt, så kom vi i det mindste ind på fødegangen i et stykke.

Vi kommer op på fødegangen og bliver modtaget af en venlig jordmoder, som får os på plads i en af værelserne. Min kæreste bliver undersøgt og hjertelyden på vores lille pige bliver også tjekket for god ordens skyld. Der går ca en lille time inden jordmoderen faktisk er på vej til at sende os hjem, da vi hører et brag fra min kæreste – Vandet er gået.

Jeg tror vandet er gået

Nu sker der endeligt noget, mine forventninger og følelser løber afsted med mig, mens jeg forsøger at forholde mig roligt, så jeg kan give min kæreste omsorg. Mit hjerte banker hurtigere og nervøsiteten stiger….MEN så skete der ingenting i utrolig lang tid. Timerne fløj hvor jeg sad og nussede min kærestes hånd, mens jeg forsøgte at berolige hende mens hun havde ve efter ve. Det var ikke lige frem sjovt at se, at ens kæreste havde så mange smerter, uden man kunne gøre noget. Men jeg blev jo nødt til at skjule min bekymring og være der for hende, når hun havde mest brug for det.

Kl 4 om natten kunne jeg næsten ikke se ud af øjene, jeg følte det som om jeg var ved at besvime bare ved at sidde stille. Jeg gik lidt rundt og drak utrolig mængder kaffe, men intet hjalp. Mens jeg havde været ude at gå på gangen, havde de rare jordmødre fundet et værelse og min kæreste og jordmoderen fik meget bestemt sent min derind for at sove et par timer. Selvom jeg ikke var meget for det, altså at skulle forlade min kæreste i den tilstand, så gik jeg alligevel med. Jeg fik lov til at “sove” et par timer, hvorefter jeg blev vækket, fordi min kæreste havde bedt om at jeg kom ind igen.

Der var stadigvæk ikke sket ret meget, min utrolig seje kæreste havde sagt nej til at få en blokade, fordi hun var bange for det skulle gå udover vores datter. Aldrig har jeg set nogen så sej og med så imponerende vilje til at tage imod smerte. Det var virkelig et utroligt syn, abstrakt men utroligt.

Omkring kl 9 dagen efter vi var kommet kunne min kæreste ikke holde veerne ud med, ganske forståeligt efter min mening (jeg havde nok ikke holdt en time selv). Hun fik foretaget en blokade omkring kl 10, det hjalp utrolig meget, det var første gang i snart et døgn jeg havde set hende smile og snakke. Det var som om hun havde låst sig selv inde i hendes smerte og kun været sig selv i hele perioden fra vi ankom til hun fik blokaden. Det var ekstraordinært at overvære, jeg var helt paf og var det ikke på grund af min manglende hjernekapacitet på det tidspunkt, havde jeg nok også tænkt dybere over det på daværende tidspunkt, men det er egentlig først nu, det for alvor går op for mig, hvor utrolig hun egentlig var gennem hele fødslen.Newborn baby on the fathers hands

Nu da hun havde fået det bedre rent smertemæssigt, så ville min dejlige kæreste gerne fortsætte kampen mod veerne lidt endnu, men desværre udvidet hun sig fortsat ikke nok til at hun kunne komme til at presse. Derfor blev det besluttet ved 11 tiden, at vores datter skulle fødes ved kejsersnit.

Nu kunne jeg for alvor mærke nervøsiteten, kun dæmpet af min trang til at give min kæreste omsorg. Nu var det ligesom nu, inden længe er jeg far, tænkte jeg. Det var en fantastisk følelse, en blanding er frygt, glæde, forventning og mange andre udefinerbare følelser som kuluminerede i en dejlig varm fornemmelse i kroppen.

Lidt i 12 kom narkoselægen og gav min kæreste yderligere lokalbedøvelse, for at sikre hun ikke led smerte under kejsersnittet, vi blev derefter kørt ned på en operationsstue. Nu begyndte det at gå rigtig stærkt og det var svært at følge med. Der var mange mennesker omkring os og man kunne ikke rigtigt se hvem var hvem og hvad de hverisær havde til opgave. Men jeg kan huske det som at værende trygge rammer, hvor jeg følte at der var styr på tingene og frygten for at der skulle ske noget forfærdeligt blev ligesom dæmpet lidt. Men uanset hvor trygge rammer der er og hvor dygtige folkene omkring en virker til at være, kan man aldrig drukne følelsen af frygt helt.

Min kæreste blev lagt op på operationsbordet og der blev trukket et blåt engangs papir for, så vi ikke kunne se hendes mave. Jeg fik at vide at jeg godt måtte se på, men hvem har ærlig talt lyst til at se ens kæreste blive skåret i? Jeg havde ihvertfald ikke i sinde at kigge, mest fordi jeg ikke har det alt for godt med blod og den slags.

Lægerne tjekkede at min kæreste ikke kunne føle smerte og beroligede hende, da hun rystede meget. Jeg sad og holdte hende i hånden og kunne mærke hendes frygt, mens jeg forsøgte at smile og gemme min egen, da vi begge pludseligt som et lyn fra en klar himmel hører det mest vidunderlige skrig komme bag papiret. Vores pige blev født, vi fik begge øjeblikkeligt tåre i øjenene og glæden var ubeskrivelig. Nu var vi bare enormt spændte på at se hende, men da hun var født ved kejsersnit, fik min kæreste kun lov til at se hendes ryg inden hun blev taget ind i et rum ved siden af, for at få tjekket hendes lunger. Jeg kyssede min kæreste og skyndte mig at gå ind i rummet for at se vores lille pige.

Hun var gude skøn, helt og aldeles smuk, jeg kunne næsten ikke tro min øjne. Jeg tog hurtigt et par billeder af hende, mens hun blev undersøgt af lægen, som jeg tænkte jeg kunne vise min kæreste som lå og var ved at blive syet sammen ude i det andet rum.

Lægen som tjekkede hende havde meget travlt med at lytte til hendes lunger, og min bekymring steg naturligvis, da det tog længere tid end jeg ville mene den slags burde tage, jeg ved ikke hvor fra jeg havde en forventning om tiden den slags skulle tage, men jeg synes det virkede som om det tog for lang tid. Da jeg stod og var en smule forvirret, tænkte jeg at jeg nok hellere måtte spørge lidt ind til det og ganske rigtigt havde lægen en mistanke til at hendes lunger ikke var ordenligt udvidet efter fødslen. Han synes hun lød lidt for tung i åndedrættet og kiggede over på mig mens han sagde

Jeg ringer til en overlæge, primært fordi jeg gerne vil gå med livrem og seler

Jeg havde aldrig før hørt nogen bruge det udtryk, men netop i denne situation synes jeg det var det mest passende udtryk og jeg kan huske det faktisk fik mig til at blive en smule mindre nervøs. For hvem vil ikke have at lægen dobbelttjekker tingene? Der gik omtrent 2 minutter inden der kom en overlæge ind og lyttede på vores datters lunger, han var i modsætning til den anden læge kun 30-40 sekunder om at vurdere hende og ringede straks efter en kuvøse og yderligere lægestab. Han så på mig og sagde at han var sikker på at vores datter havde slugt fostervandet på vej ud og derfor ikke havde udvidet hendes lunger ordenligt.

Vores datter blev lagt over i kuvøsen og kørt op på neonatalafsnittet (til for tidligt fødte og andre kritiske tilstande). Da vi kommer derop var alting gået så stærkt, jeg kan ikke engang huske om jeg nåede at sige til min kæreste hvad der var sket, det eneste jeg kunne tænke på var om vores datter var okay og om hun ville klarer den. Set i bakspejlet var det måske en overreaktion, men jeg havde jo aldrig oplevet en lignende situation og havde derfor ingen reference til hvor alvorligt det var.

Da vi kommer op på neonatalafsnittet lagde de hende i en anden kuvøse, som uden sammenligning lignede et rumskib, det var slet ikke ligesom de kuvøser man ser i film, det VAR et rumskib! Der var flere ledninger og skærme end der er på det kontor jeg arbejder på.

Nu står man der med et nyfødt barn, har været vågen i 32 ud af de sidste 35 timer og barnet ligger i et rumskib….Det er en temmelig svær situation at forholde sig til, det var jo ligesom ikke helt det man havde håbet og regnet med.

Efter et par minutter hvor jeg bare står og ser lidt fortabt ud (regner jeg med), kommer der en enorm sød sygeplejerske hen og siger at jeg gerne må røre ved min datter igennem hullerne i kuvøsen. Den opfordring tager jeg selvfølgelig straks imod og her sker det mest vanvittige, sindsyge, glædesfyldte, fantastiske øjeblik i mit liv, min lille pige griber fast i min finger og bliver bare ved med at holde fast i den i et par minutter indtil jeg får at vide, at nu skal jeg gå (de skulle til at suge hendes lunger for væske og ville ikke have jeg skulle se det).

Med tåre i øjenene og en utrolig svækket krop for jeg forvildet mig selv ud på gangen, jeg har ingen anelse om hvor min kæreste er henne eller hvilken etage hun er på. Jeg tænker straks at jeg bare skal se hende med det samme og fortælle alting. Jeg går ned til operationsstuen, her er hun ikke, så jeg stopper en tilfældig sygeplejerske og spørger om hun ved hvor jeg kan finde min kæreste. Hun henviser mig til receptionen, som heldigvis vidste hvor hun lå henne.

Jeg går ind på stuen hvor min kæreste ligger og er snotforvirret over forløbet, kombineret med narkose og manglende søvn gennem det sidste halvanden døgn, er hun naturligvis en smule defus.

Jeg forklarer hende alting, hvad der er sket, hvorfor og hvad de gør for at hjælpe. Jeg viser hende billederne af hende, dem jeg tog lige efter hun blev født, på det tidspunkt havde min kæreste endnu ikke set vores lille datter.

Først 5 timer senere fik min kæreste muligheden for at se vores kære datter, primært fordi hun ikke selv kunne gå endnu og også fordi lægerne skulle være færdige med at behandle vores datter, så det var med et tungt hjerte at jeg tog en kort tur hjem for at sove et par timer. Det blev dog ikke til mere end en time, før jeg tog ind til fødegangen igen.

Sammen talte vi med sygeplejersker og jordmødre og til sidst fik vi at vide at nu kunne vi komme op og se vores datter. Det var fantastisk endeligt at være ved min kærestes side igen, jeg kunne dog ikke lade være med at frygte det værste for vores datter, det hele var så dramastisk da hun kom ud, men allerede dagen efter blev hun faktisk mere eller mindre erklæret rask, hun skulle dog være på intensiv i yderligere to dage inden vi måtte få hende med ned på den almindelige barselsgang, da hun skulle have en penicilin kur, for at sikre hun ikke fik betændelse efter af det fostervand som hun slugte på vej ud.

I dag er hun 8 måneder og har det mest fantastiske grin, hun er næsten altid glad og smilende. Hun er nysgerrig og undersøger alt hvad man siger og gør. Hun er 100% rask og har ingen mén efter fødslen.

Det var min historie – Lad mig hører din – Send den til [email protected]